Home

Information fra Nordfyns Musikskole

Kordag 2018

Ingen kommentarer Nyheder Pressen skrev

De har været imponerende fokuseret og holdt energien godt oppe på sådan en varm dag. Det har været fantastisk at låne de nordfynske børn, fortæller Janne Wind, der netop har stået for fire timers musikalsk workshop i NFE-hallen i Særslev.

Det kræver normalt temmelig meget action, at fastholde opmærksomheden hos 250 pre-teens og trænge helt ind i den del af hovedet, hvor hormoner, tandbøjler og youtubere normalt melder alt optaget. Men sangen kan et eller andet, fortæller Janne Wind, der bruger musikken i sit arbejde i mange forskellige sammenhænge.

Det kan være alt fra lederseminarer i store virksomheder til i dag, hvor det er en stor flok godt varme unge fra de nordfynske folkeskoler og et band bestående af 2 lærere og en elev fra musikskolen.

Mens middagspausen er ved at være slut, virker det som at være landet midt i en sæk skrigende og snakkende lopper, men da klokken nærmer sig 12 bliver der ro, og alle finder deres plads på rækkerne. Nu er det nemlig tid til, at vise forældre, søskende og bedsteforældre, hvad det er der blevet øvet på hele morgenen.

– Målet er, at skabe nogle gode minder. Den følelse af at synge sammen og være så fokuseret på sang, musik og bevægelse, vil eleverne forhåbentlig slæbe med sig – og så vil den forhåbentlig dukke op en dag, så de får lyst til at opleve den igen. Det er vores mål, fortæller Janne Wind.  (Fyens Stiftidende)